template.jpg

 

 

Velkommen > Historie

Historie

Krølle Eriks Bluesband - Biografi

Krølle Erik (KE), der siden 1970 havde spillet akustisk folkemusik, blev i 1973 ansat som musikbooker i Huset, primært  som kontaktperson for folkemusikken.
I forbindelse med dette job kom KE også i forbindelse med mange rockmusikere og bands. Dansk-amerikaneren Billy Cross og Delta Bluesband spillede KE flittigt med i den periode. Det var før Billy blev fast medlem af Delta Bluesband. , som så blev til Delta Crossband.

Krølle Erik's Bluesband (KEBB) blev dannet i anledning af en tourné til Polen i 1980. Besætningen - foruden KE var dengang: Bjørn Uglebjerg, Wili Jønsson, Claus Bøhling, Nulle Nykjær og Walther Klæbel. Orkesteret blev en slags husorkester i Vognporten - der var Husets jazzklub, med en fast ugentlig spilledag. Alle musikerne var sideløbende optaget af andre projekter, så der var meget udskiftning af besætningen.

I 1982 skete noget banebrydende  for KEBB. En liveoptagelse, optaget af Verners mobile studie blev hørt af pladeselskabet Medleys direktør Poul Bruun. Han blev så begejstret for denne optagelse, at han straks udsendte den på plade. Denne pladeudgivelse fik mange musikanmeldere til at bryde ud i begejstring. Torben Bille skrev i Politiken, at KEBB havde et internationalt format, og KE blev sammenlignet med både Gregg Allman og Edgar Winter.

Besætningen som KE her havde samlet omkring sig, var en stor succes, og selvom bandet bevarede Vognporten som en slags base, begyndte der nu at komme "store" jobs, såsom festivaler og TV-jobs. Besætningen var nu Peter Brander og Peter Klitgaard på guitar, Allan Klitgaard på bas, Boye Magnusson på trommer og Krølle Erik havde lagt guitaren fra sig og var nu forsanger.

Endnu en pladeudgivelse fulgte, og endnu engang meget flotte anmeldelser. Men pladesalget stod beklageligvis ikke mål med anmeldernes og publikums begejstring. Bandet producerede selv en musikvideo - lang tid før dette var almindeligt. Den blev vist en lørdag aften på DR-TV i et Steen Bramsen show, og KE blev interviewet på toppen af Hotel Scandinavia.

Besætningen var nu udvidet med korpiger, piano og blæsere. Flere TV-optagelser fulgte, blandt andet en liveoptagelse fra Jazzhus Montmartre. Det var et stort og flot show, men også dyrt - måske for dyrt, da Danmark er et meget lille marked for den slags. Det var begyndt at knage i furerne på grund af dårlig økonomi, der var for mange store regninger der skulle betales, så til sidst revnede ballonen. Musikerne i KEBB gik hver til sit, og et kapitel var slut. Dette kapitel tog en meget smuk afslutning, da bandet varmede op til Johnny Winther i Scala på Vesterbrogade i København. Ved denne koncert spillede bandet bedre end nogensinde, og i sidste nummer stod publikum på stolene - med tændte lightere.                                                                           

Efter dette økonomiske sammenbrud indspillede KE en solo plade med en del gamle venners hjælp. Kaspar Lindhardt, der til sidst var bassist i bandet - fik en aftale istand med Kim Larsen, der både leverede en sang, og adgang til hans studie til en pladeindspilning. Franz Beckerley og hans bror Per gericke producerede og indspillede pladen: "Ej blot til blues". Overskuddet fra pladen betalte en del af de regninger Krølle Eriks Bluesband havde efterladt sig. Foruden Kim Larsen og Franz Beckerley, leverede Børge Biceps, der oså spiller guitar på pladen, en stor del af materialet. Dette var i 1992 og afsluttede en epoke med Krølle Eriks Bluesband.
Nu fulgte en pause, hvor KE dels arbejdede som murer, spillede i Christianshavns Bluesband - med bl.a. Søren Berlev og Franz Beckerley, og dels spillede med forskellige musikere på cafèer rundt omkring i København. En af disse musikere var en gammel ven fra dengang i 70'erne da KE spillede folkemusik.

Mikroskopet på H.C.Andersens Boulevard var stedet hvor man dengang slog sine folder. Her spillede KE blandt andre med guitaristen Kim Gutman - med hvem han nu genoptog samarbejdet. Senere kom Søren Berlev ved nogle lejligheder med på trommer, og Hugo Rasmussen på bas, samt den gamle ven fra Delta Bluesband Troels Jensen på piano og sang.

Samarbejdet med Troels blev starten til gendannelsen af KEBB.  Duoen blev til en trio, nemlig med KE, Kim og Troels.

Ved en dansk-svensk kulturfestival år 2000, spillede KEBB for første gang med denne besætning. Foruden de tre førnævnte var trioen blevet udvidet med Claus Fossing på trommer og Anders Hofset på kontrabas. Ved denne lejlighed var orkesteret backing for den svenske mundharmonikaspiller og sanger Pelle Lindström.

Med denne besætning kom KEBB atter på landevejen. Siden blev Troels udskiftet med Jan Overgaard, Kim Gutman blev udskiftet med Erling Jensen og når det er muligt er Pelle Lindström gæstesolist. Erling Jensen har i mellemtiden forladt os, men i stedet vender en gammel kending tilbage, Peter Brander på guitar. Vi ser alle frem til det nye samarbejde. Dessuden er Claus Bøhling også med på guitar når han er i Danmark.

Således nåede vi frem til den nuværende besætning, og bandet ser lyst på fremtiden, og håber det kan lykkes igen at komme ud at spille for en større skare. Musikstilen er ikke helt den samme som dengang i 80'erne. Blues'en er blandet op med lidt country og ragtime. ClausF's trommer og AndersH's kontrabas lægger bund til næsten hvad som helst, og kontrabassen indbyder til en del 50'er rhytm & blues.. Jan Overgaard har sin helt egne klaverstil.  Alt i alt kan man sige, at der både er noget til ørerne og benene - det er ihvertfald musik der er svært bare at sidde stille og lytte til.